søndag den 23. marts 2014

Februar med fødselsdag, ferie og nyt job


Nyt job!

3. februar starter jeg på nyt job, hvor jeg i 6 måneder skal arbejde på et værksted, hvor vi primært maler brugte møbler. Vi shiner simpelthen brugte møbler op, så de er salg-bare i den genbrugsbutik, som værkstedet er tilknyttet.

Dette skønne billede er fra mandag morgen den 3. februar, hvor jeg var på vej til min første arbejdsdag.


Kyndelmisse-gudstjeneste

Den 6. februar holdt skolens kor (min yngste datter synger i koret) og den lokale kirke en fælles kyndelmisse-gudstjeneste.
Kyndelmisse er en lys-messe - en lys-fest!
Koret kom ind bærende på levende lys.


Koret sang også med de voksne.



Færdigt skab, fødselsdag, hårdt arbejde, fest og Ikea....

Den efterfølgende uge bød på mit første færdige møbel - reolen på billedet her, har jeg spartlet, pudset og malet hvid.

Torsdag d. 13. februar var det min fødselsdag.
Dagen startede med hårdt arbejde på job, da der kom en stor lastbil fra Polen. Den skulle fyldes med en masse tøj, vi har indsamlet. Tøjet køres til Polen, hvor det går til velgørende formål.

Herover ses billeder af lastbilen mens den blev fyldt og da den kørte mod Polen igen.
Endelig havde jeg fri fra job og kunne komme hjem! Her ved siden af er et lille udpluk af mine fødselsdagsgaver.... Kager og blomster fra kæresten - og de fine smykker og uglen og andre små skatte er fra mine skønne børn ♥

Det var hvad jeg fik denne dag - og så en flot lampe på arbejdet. Resten af mine gaver fik jeg først i weekenden, hvor jeg havde inviteret min kæreste om lørdagen og min mor og søster om søndagen....

....og hvorfor holdt jeg ikke fødselsdag for mine børn om aftenen? 

Fordi min ene datter skulle til skolefest samme aften!
Da først hun kom hjem fra skolen gik tiden med at gøre hende klar til festen. Temaet var "Gys & Gru", men da der samtidig skulle være talentshow, hvor min datter skulle synge, ville hun ikke være "uhyggelig".
Temaet for hendes udklædning skulle bare være "sort"....

Hun kom i sorte strømpebukser, sort spindelvævs-kjole og sorte sko. Sort øjenmakeup, kunstige lange negle og pink læber (matchede hendes pink taske)... Som prikken over i'et blev hendes eget røde hår skjult under min sorte paryk fra Halloween....så var hun klar!
Om lørdagen lavede jeg min årlige fødselsdagslasagne til mine piger, min kæreste og mig selv - og jeg fik denne skønne bog af min kæreste: 

Læs om bogen her
Om søndagen kom min mor og min søster - vi tog i IKEA og købte forskellige ting - og jeg fik også fødslesdagsgaver: Æggebægre, flødekande, viskestykker, lys og maling......ene gode ting ♥
Og.... FERIE!

I starten af min ferie smeltede sneen og frem piblede vintergækker og erantis....se nogle fine blomster mine børn plukkede til mig... ♥

Min ferie blev brugt på at slappe af, hygge med pigerne og male skabslågerne på deres værelser...

Hvis ikke I kan huske det, så har vi en masse indbyggede skabe i lejligheden med gamle brune låger - teaktræ tror jeg det er.
De er meget flotte, men de tager desværre en del lys, så planen er, at de skal males hvide.
Hvis ikke jeg selv maler dem, kan jeg betale boligselskabet for at få dem malet, når alle vores lejligheder skal renoveres - et stort projekt som er påbegyndt og efterhånden er ved at nå frem til os også...
På dette billede kan man tydeligt se, at de rykker tættere på.


Nå, men jeg vil ikke betale en masse penge for at få malet nogle låger, jeg selv kan male - det var derfor, jeg havde ønsket mig træmaling i fødselsdagsgave ☺
Her ligger lågerne til min store piges værelse. Først afmonterede jeg alle håndtag, hængsler og beslag.

Da det var gjort fik alle kanter og flader en let tur med noget fint sandpapir.
Derefter vaskede jeg lågerne i grundrens og vaskede efter i rent vand.

Da lågerne var tørre malede jeg med spærrende grundmaling 2 gange.

Jeg brugte spærrende for at være sikker på at eventuelle rester af nikotin og fx olier fra træet ikke kan trænge gennem malingen.
Hvis det sker, vil der komme gule skjolder på den hvide overflade - og det gider vi ikke!

Jeg lod lågerne tørre helt op mellem hvert lag grundmaling.
Her ses et billede af lågerne efter et enkelt lag grundmaling.
Man kan tydeligt se, hvor svært det er at påføre malingen i et helt jævnt lag....

Når jeg maler låger, maler jeg først kanterne med en pensel. Derefter jævner jeg ud på selve fladen med en rulle, da der afsættes maling dèr fra penslen.
Hvis ikke jeg gør det, vil der komme en "bule" på selve lågen langs hele kanten, fordi malingen så vil tørre op - ligesom hvis man spilder maling og ikke får det "glattet ud". 

Derfor kører jeg ovenpå lågen med rullen straks efter kanterne er malet.
Så snart kanterne er berøringstørre maler jeg selve lågen.

Jeg har desværre ikke et billede efter 2. lag grundmaling, men der er malingen lagt mere jævnt og det mørke træ træder næsten ikke frem.

Da lågerne igen var helt tørre, malede jeg med hvid træmaling glans 40 - igen 2 gange. 
Her over ses et billede af lågerne, hvor de ligger til tørring.


Da alle låger var helt tørre, skruede jeg igen håndtag, hængsler og beslag fast og monterede lågerne.
Så malede jeg en omgang magen til ind til min yngste datters værelse....
Nu mangler jeg kun at male lågerne i soveværelset.

Her ses lågerne monteret på min ældste datters værelse.

Jeg tog desværre ikke et før billede, men jeg lover, at det har givet utrolig meget lys til værelset.


Forresten skal I da lige se et billede af min fødselsdagsgave fra jobbet, inden jeg afslutter min vinterferie helt  ☺

Nu hænger lampen i loftet i min entré.











Ferien er slut!

Den første arbejdsdag efter ferien begyndte med denne smukke solopgang.



Vel mødt igen kastede jeg mig over at få afsluttet de mange hængepartier fra før ferien. Jeg havde mange små og store projekter som var blevet færdige om fredagen, men som selvfølgelig skulle tørre før de kunne komme videre til butikken. Andre projekter mangler endnu en farve eller noget andet. Herunder kommer billeder af de forskellige projekter ☺

Den hvide opslagstavle var oprindeligt græs-grøn. Efter ferien skulle den lige have et sidste lag
maling før den kunne komme over i butikken. Den brune tavle havde jeg nået at give grundmaling før ferien.
Her er den brune tavle færdig - nu er den hvid med sort ramme. Den lille
billedramme var oprindeligt i ubehandlet træ. Nu er den malet grå.
Denne sættekasse blev grundmalet og derefter malet hvid før ferien. Jeg ønskede at tilføje en farve på kanten.
Her er sættekassen færdig - hvid med en grå kant.
Før ferien var jeg blevet færdig med at male dette smukke skab hvidt.
Her er toppen til skabet - en marmorplade med hylde. Pladen var meget snavset  med en del
pletter og skjolder som vi ville forsøge at fjerne. Det brugte jeg dagene efter ferien på.
Her er det færdige resultat ☺
Denne lampe var malet gul med et lille landskab af grønt græs og små mariehøns. Butikken
vurderede den ikke-salgbar indtil jeg tog den under kærlig behandling. Jeg pudsede de værste ujævnheder væk med sandpapir, vaskede lampen og spraymalede den med aluspray. Nu blev lampen vurderet salgbar ☺ 
Her havde en kollega brug for hjælp med et skab. Bunden var ved en fejl ikke blevet malet med
spærre-grunder, hvorfor der trængte gule skjolder igennem den hvide maling. Vi blev enige om at jeg skulle beklæde bunden af skabet med tapet. Resultatet blev meget vellykket ☺ 

Alt i alt endte februar med at blive en ret produktiv måned både hjemme og på job.

Jeg håber, dette har været fornøjelig læsning!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar